Hvorfor i alverden skulle en sky være tung?
I hvert fald, hvordan kan damp se tungt ud?
Og måske endnu vigtigere, hvordan kan det være at det skal ligge op til regn når jeg venter på bussen?
Nuvel, det dufter nu meget godt, der er et busskur og bussen er der om lidt.
Oven i al dette er jeg hverken præst eller degn.. Eller tørstig.
Kampen var hed. I hvert fald den ned gennem bussen. Temperaturen har lagt sig solidt på omkring 27.
Som et plaster på såret var der ingen særlig kamp om pladsen. Tidligere allierede stod som en stærk bagtrop i tilfælde af nød i fronten. Men modstanden var svag og alle ønskede territorier er nu under kontrol. En hurtigt overstået kamp.
Andre arealer kan senere indtages ved handelsblokeringer eller bortfald fra fjendens side.
Pt er der ro på territorierne.
—-
Fred
Emil Harder
Skal vi ikke drikke os fuld og være kreative?
I dag kan hele den ganske danske befolkning, og derved ikke den udenlandske del af den, glæde sig over landets ganske danske reklameravn. Monarken er alle vi ganske danskeres kulturelle ansigt udadtil. I Danevang nyder vi danesang, multicolourelle tænder og pseudoridderlige smykker.
Samtidig er vores kære højhed et udemærket bevis på den danske velfærdsstat; man kan sagtens være en storrygende og regelbrydende bistandsklient og samtidigt leve et godt liv.
Vi har overskud i Danmark.
Hurra for at hendes kongelige højhed. De ganske danskes ganske danske forbillede.
—
Fred
Emil Harder
Så er der chillier på vej.
De chiller vel nok.
På noderne dansk er overstående sætning et spørgsmål. Men på Askepots tid var det et glædesudbrud.
Hvad med om vi glædede os oftere end skulle spørge folk ud?
Tomt triller jeg med på turen
Solen er skarp
Solen skærer mine øjne ud og efterlader to dale
Velegnet til tåge
Tågen smiler, takker og kryber på plads over landskabet
Solen er lunefuld, fuld af lun, og varmer vanddampen op så den forsvinder
Mine øjne triller på plads
Og bussen triller stødt videre
—-
Fred
Emil Harder
Det er ufatteligt så gråt det er tænker jeg mens varmen invaderer skosålerne.
Sneen burde samles sammen i én af de der hvide, eller lyseblå, rengøringsplastikspande. Der burde i hvert ikke, være mere, end der kan være i én, beslutter mine øjne sig for, mens de betragter de isnende grå slatter i grøften.
Nu er mine fødder gennemvarmet.
Som om hjulene skurer mod bussen.
Pjat.
Pragmatikken stikker sine kolde spyd i mine fødder. Dybt spiddet fodkoldt er godt koldt.
Ingen, nytteløs, ideologisk varmefunktion skal slide på de stolte busser. For den er nytteløs, radiatoren til højre har brændt min læg.
Den varme har ikke en snert af pseudo.
Tør, uendelig tør. Den klæber sig, stædigt, til lungernes slidte vægge, for i de mindste at blive til noget.
Stædigheden har ingen grænse
Ler af manglen på samme, eller tvinger ordren fuldført.
Men endda uden ordre pisker den afsted, tiden.
Pisker sløvt, drøjt.
En lufteksplosion slår døren op.
Bussen er ligeså tør.
I dag var der ingen kamp om mit valgte territorium. Trods det var et af bussens sidste.
Måske fordi solen lige akkurat når ind i øjenhøjde, og med træernes hjælp udvikles til et stroboscope.
Måske er der en højere mening her i verden, for stroboens passer godt med de blande pjatfrekvenser min nye nabo ganske flinkt deler med mig.
Det er desværre et sølle udvalg hendes glaskeramiske high-tech grammo kan levere.
Men hvilket lydniveau.. Orange scene kunne lære af dette projekt.
—
Fred
Emil Harder
I dag har jeg ikke bare én men, på skrivende tidspunkt, 4 sejlerer i fælles sø. Kan man vidst godt kalde det.
Jeg indtog et af de sæder der kan klappes ned. Midlertige territorier, så ikke alle skal sidde balle mod balle.
Disse sædelige indsatsstyrker er placeret i den del af midtergangen hvor kufferter og barnevogne også kan stå. Vi er jo også selv en medfølgende bagage.
Jeg har fået den ære at sidde i nærheden af et lommediskotek i form af en person fra den handlende skole. Lyden kommer øjensynligt fra propperne i ørene. Den bliver blæst gennem hans hoveds hulrum og kæmper sig gennem snottet ud af næsen. Mine ører smerter når jeg forestiller mig de impulser der knækker knøsens fimrehår.
Desuden lyder det som trailerem fra Alvin og de frække jordegern.
Nå, tilgengæld er støjterror den eneste fare mit territorium udsættes for.
—
Fred
Emil Harder