Verden er så underligt mørk
Når man ser den gennem tonede glas i sine imaginære briller af tavs indlandsis
Verden er så underlig
Mørk
Stille
Som et sekund om natten
Der blev begyndt men aldrig gjort til ende
Træet i natten blev væltet men braget blev overdøvet af det tordenskrald
Ingen så eller hørte
Natten er så underligt stille
Verden er så underligt lys
Når ens imaginære briller af tavs indlandsis smeltes af sengens varme
Og mørket breder sig
Så kører toget igen
Det har det gjort lige siden sidst
Det gør det nok også i morgen
Men denne gang sidder jeg i det
Kigger ikke på
Lader det ikke bare køre
Jeg sidder på trappen
Galant byder nye rejsende velkommen mit tøj lugter af røg
Sød røg fra bål i juni
Sidder blandt bagage og folk i jeans og converse
I ro og mag
Solen står op i nord, jeg går videre, akkompagneret af et kæmpe fuglekor, i nakken, en konstant snakken.
Faldende, styrtende, rammer.
Den første dråbe rammer min isse.
Det når kun at blive datid inden kammeraterne tæppebomber min verden.
Stænger af dråber af tanker bombarderer mig og hvad jeg før troede bekendt.
Græsplænen er nu en frådende sump af lumre tanker, der vil trække mig ned ved første forkerte skridt.
Fangearme af fortvivlelse og fordærv æder dem sidste stump grønne skov, inden jeg selv må stå for skud.
Jeg flygter imod vej, by og civilisation.
Bygningerne står i flammer af dårlig samvittighed. Ånder af fortid og fremtidsdrømme svæver rundt, en kvælende tåge.
Jeg låser mig inde i min bunker. En tænkeboks med lukkede øjne og en hemmelig bro væk. Igen i dag blev jeg bombarderert af kaos.
Natarbejde. Jeg er ham der bager dine drømme. Bærer dem væk og videre. Vrider kluden de hævede under og lader dem falde deres fulde højde. Lader dem knuses imod stenpladen. Tæsker dem til ukendelighed.
Brænder dem på.
Glemmer de.
Spildt på gulvet.
Kaffen køber gennem mine øjne og udvisker blikket. En brunlig verden ligger for mine fødder.
Sejt står jeg fanget i en fodderstue, med mental pigtråd og restriktioner, jeg har en praktik der skal passes.
Huden er en grå aske, allerede før den drysser af kroppen.
Lungerne åndes ud, lidt efter lidt.
Perlerækken af tænder hænger om halsen, i en snor af rådne gummer.
Resterne af grå lever slår mod knæet når vinden dovent puster.
Ørerne gror indad for at æde hjernen.
Mavesyren, der aldrig fandt vej, ætser sig gennem øjnenes sidste slim som hovmodige tårer, skærer næsen fri og drukner i sort snot.
Benene brænder op, i en iskold og hvinende ild.
Blodet blandes med huden, til en grå strøm af støv der drukner det sidste tørre kød.
Det kunne have været en herlig aften med kærlighed og kærtegn.
I stedet vågner jeg, våd, kold, halvvejs ude på vejen.
Hun synger stadig, smukt, svajende, elegant.
Men bliver overdøvet af tømmermænd og deres evindelige banken.
Bare tanken giver fortovet en ekstra hård kant.
Hun danser videre til den næste heldige favn.
Jeg kravler ned til den nærmeste, kølige havn.
Hendes voldsomme bølger æder mit hoveds sand.
Mågernes skrig akkompagnerer døden og stanken.
Bare tanken giver havnen, ekstra koldt vand.
Nu ligger jeg blandt dåser og død.
Danser rullende med hendes bølger.
Dyr hilser på, æder mit kød.
Mørk olie kvæler mig uden reelle følger.
En klukkende latter af småsten i dans.
En mand kommer dansende, hun blev heller ikke hans.
Det pulserer i mit hoved.
Blodet, bassen, brandingerne fra togets kinetiske bølger.
Jeg tager på udflugt i den grå verden derude.
Mental flypassager til en varm bunke sand, for enden af en varm, salt sø.
Et blink og tågen ligger igen klamt over græsset over jorden, udenfor.
Indenfor såvel også.
Diskanten bliver ulden af vandet. Halsen våd. Dråberne æder hinanden, på ruden.
Verden drukner i tåge.
Vand.
Stilhed. Uundgåelig stilhed.
En ventilator summer i et rum et sted. Kølerummene vel sagtens.
En ensom vogn bliver skubbet forbi døren, rækken med konserves, morgenmad, babyartikler.
Et glas bliver smadret. Et glas’ indhold bliver tørret op.
Der bliver åbnet i kasse 4 og en medarbejder bedes komme til flaskeautomaten.
Solen skinner lige blegt fra samtlige lysstofrør. Regnen kom aldrig, tiden gik sin vej for længe siden.