Det er ufatteligt så gråt det er tænker jeg mens varmen invaderer skosålerne.
Sneen burde samles sammen i én af de der hvide, eller lyseblå, rengøringsplastikspande. Der burde i hvert ikke, være mere, end der kan være i én, beslutter mine øjne sig for, mens de betragter de isnende grå slatter i grøften.
Nu er mine fødder gennemvarmet.
Som om hjulene skurer mod bussen.
Pjat.
Pragmatikken stikker sine kolde spyd i mine fødder. Dybt spiddet fodkoldt er godt koldt.
Ingen, nytteløs, ideologisk varmefunktion skal slide på de stolte busser. For den er nytteløs, radiatoren til højre har brændt min læg.
Den varme har ikke en snert af pseudo.
Tør, uendelig tør. Den klæber sig, stædigt, til lungernes slidte vægge, for i de mindste at blive til noget.
Stædigheden har ingen grænse
Ler af manglen på samme, eller tvinger ordren fuldført.
Men endda uden ordre pisker den afsted, tiden.
Pisker sløvt, drøjt.
En lufteksplosion slår døren op.
Bussen er ligeså tør.
I dag har jeg ikke bare én men, på skrivende tidspunkt, 4 sejlerer i fælles sø. Kan man vidst godt kalde det.
Jeg indtog et af de sæder der kan klappes ned. Midlertige territorier, så ikke alle skal sidde balle mod balle.
Disse sædelige indsatsstyrker er placeret i den del af midtergangen hvor kufferter og barnevogne også kan stå. Vi er jo også selv en medfølgende bagage.
Jeg har fået den ære at sidde i nærheden af et lommediskotek i form af en person fra den handlende skole. Lyden kommer øjensynligt fra propperne i ørene. Den bliver blæst gennem hans hoveds hulrum og kæmper sig gennem snottet ud af næsen. Mine ører smerter når jeg forestiller mig de impulser der knækker knøsens fimrehår.
Desuden lyder det som trailerem fra Alvin og de frække jordegern.
Nå, tilgengæld er støjterror den eneste fare mit territorium udsættes for.
—
Fred
Emil Harder
I dag er bussen sørgeligt befolket. Det resultere selvfølgelig i at der ikke længere er kamp om territorierne. Om der har været tilfælde af pest ved de foregående stoppesteder eller om det er tidens drøje vejr er vel lige fedt. Den sorte eller hvide død.
Ying og Yang vil måske endog påstå at de deler fælles virke og afhængighed. I hvert fald har jeg selv barikaderet mig selv med min egen taske denne gang. Endnu en tavs sidekammerat, en stødt stillestående fremgang.
I dag havde jeg et es i ærmet.
Hvis mennesker gik i hi – ih…… Det ville nu være rart.
—-
Fred
Emil Harder
I dag er det en bette knøs, der mugger ved min side. I dag den højre.
Denne sædeherre havde ellers barikaderet sig med en svær taske på det ellers ubevogtede territorium.
Nu sidder vi så. I indforstået, tavs fælles stilhed. Men en. Én vil tilkæmpe sig magten over hele territoriet.
For gud, konge og dobbeltsæde.
—-
Fred
Emil Harder
Han sad her først, han havde selv kæmpet sig frem til et stoppested for
mit.
Altså må han jo være berettiget til at være fornærmet over at jeg
indtager sædet ved hans side, hans territorium.
På trods lader han mig, storsindet som han er, sidde. Han lader mig
faktisk benytte halvdelen af det dobbeltsæde vi er de glade fælleslånere
af.
En flink mand, lige efter min idé om gentlemen.
Kukkuk kukkuk fallera i faldskærm, jatak.
—-
Fred
Emil Harder