Godmorgen. Jeg er i skanderborg klokken 04:34, siger de LED-baserede rulletekster på væggen derhenne.
Jeg er ganske enkelt på vej til Svendborg.
Byen der stadig, fra tid til anden og i andre stille stunder, kan hedde Hjem i min bevidsthed.
Efter planen skulle jeg være i Svendborg klokken 07:12.
Derefter skal jeg finde mig et sted at sove.
Jeg skal finde noget mad når jeg vågner. Men i aften, eller før, afhængig af dagens hændelser, skal der spilles musik. Eksperimenteres med lyde. Opbygges sub-panoramiske atmosfærer.
Der skal leves.
Nu…. Vil jeg drikke min medbragte kaffe. Åh, kaffe..
Det kan godt være at deres er friskbrygget. Men min er, stadig, under en time gammel og friskmalet.
”Sandheden skal man høre fra børn og fulde mænd” siger man.
Men hvad med fulde kvinder?
Skal man tro på en fuld kvinde. Hvis hun sidder op plaprer løs om deres ”inderste følelser”; er de sande?
Er mænds?
Børns?
Den transsibiriske jernbane drøner rundt i min skal
Kvæler mine tanker
forværre min tinitus
Jeg burde hoppe på
køre væk
Ind i mig selv for at se En verden der før var lukket land
Jeg vil se byer bygget af tårer og lænkers opsamlede fodsved
En by af stolthed
Jeg vil se lokalsamfund tro på det gode i andre og hinanden
Jeg vil se dem blive slagtet af den førstkommende trussel
Jeg vil se mig selv
Ligge bleg på en åbred
Jeg burde hoppe af slå mig ned
Bide i græsset
Bide smerten i mig
Samle mig op og gå videre
Toget er kørt
Nu vil jeg se skoven
Dens naturlige død
For sig selv og for andre
Hvis jeg overlever vil jeg komme til en slette
Hvor mine fødder vil synke i grunden
Det næste tog kommer forbi og jeg er væk
Nu står jeg selv bleg tilbage
Venter på jeg at kommer forbi og samler mig op