Verden er så underligt mørk
Når man ser den gennem tonede glas i sine imaginære briller af tavs indlandsis

Verden er så underlig
Mørk
Stille
Som et sekund om natten
Der blev begyndt men aldrig gjort til ende

Træet i natten blev væltet men braget blev overdøvet af det tordenskrald
Ingen så eller hørte
Natten er så underligt stille

Verden er så underligt lys
Når ens imaginære briller af tavs indlandsis smeltes af sengens varme

Og mørket breder sig

Så kører toget igen
Det har det gjort lige siden sidst
Det gør det nok også i morgen
Men denne gang sidder jeg i det
Kigger ikke på
Lader det ikke bare køre
Jeg sidder på trappen
Galant byder nye rejsende velkommen mit tøj lugter af røg
Sød røg fra bål i juni
Sidder blandt bagage og folk i jeans og converse
I ro og mag

Solen står op i nord, jeg går videre, akkompagneret af et kæmpe fuglekor, i nakken, en konstant snakken.

Faldende, styrtende, rammer.
Den første dråbe rammer min isse.
Det når kun at blive datid inden kammeraterne tæppebomber min verden.
Stænger af dråber af tanker bombarderer mig og hvad jeg før troede bekendt.

Græsplænen er nu en frådende sump af lumre tanker, der vil trække mig ned ved første forkerte skridt.

Fangearme af fortvivlelse og fordærv æder dem sidste stump grønne skov, inden jeg selv må stå for skud.

Jeg flygter imod vej, by og civilisation.

Bygningerne står i flammer af dårlig samvittighed. Ånder af fortid og fremtidsdrømme svæver rundt, en kvælende tåge.

Jeg låser mig inde i min bunker. En tænkeboks med lukkede øjne og en hemmelig bro væk. Igen i dag blev jeg bombarderert af kaos.